Det Hele Startede Med Lugten af Benzin

Det var august 2017, og jeg sad i en lejet Tesla ved en Supercharger i Sedona, Arizona, da jeg lugtede benzin.

Det var 95 grader udenfor, og vi havde siddet der i evigheder. Jeg forstod endnu ikke, at opladning af et batteri fra 80 % til 100 % kunne tage så lang tid, især i ekstrem varme. Teslaen kæmpede for at holde sine batterier kølige.

På det tidspunkt ejede jeg en 2014 Kia Soul, og jeg havde læst foruroligende rapporter om Kiaer, der brændte i hele USA. I et splitsekund kom den velkendte bekymring tilbage.

Så huskede jeg, at jeg ikke var i min Kia.

Lugten kom fra tankstationen ved siden af, hvor en tankvogn fyldte de underjordiske tanke. Jeg måtte grine af mig selv. Selvom jeg, givet varmen, også var en smule bekymret for, at Teslaen kunne begynde at brænde.

Det gjorde den ikke.

På trods af den lange ventetid elskede jeg Tesla-opladeoplevelsen. Du skulle bare sætte den til. Ingen apps, ingen kreditkort, ingen instruktioner. Bilen og opladeren klarede det hele.

Jeg beundrede den enkelhed.

I 2019 byttede jeg min benzin-drevne Kia Soul til en 2019 Soul EV. Det var der, jeg opdagede, hvordan opladning var uden for Tesla-økosystemet.

Jeg havde brug for forskellige apps til forskellige opladningsnetværk. Nogle krævede forudbetalte saldi. Andre havde brug for en mobilforbindelse for at kommunikere med en server, før de overhovedet leverede elektricitet. Nogle gange fejlede hele processen.

Det var latterligt.

Det, der overraskede mig mest, var, at meget af denne opladningsinfrastruktur var kommet til efter, at Tesla allerede havde demonstreret, hvor enkel oplevelsen kunne være. Teknologi, der kommer senere, burde vel være bedre, ikke?

Tesla havde sat standarden. Alligevel havde store bilproducenter og ladevirksomheder, inklusive virksomheder med enorme finansielle og tekniske ressourcer, på en eller anden måde formået at levere en mere kompliceret oplevelse.

I stedet for at koordinere omkring en problemfri ladeoplevelse, havde branchen efterladt forbrugerne med at jonglere mellem apps, konti, betalingssystemer og inkompatible netværk.

Virksomheder som GM, Toyota og Kia havde langt større ressourcer end Tesla havde i sine tidlige år. De kunne da helt sikkert have arbejdet sammen om at gøre opladning lige så enkelt som at sætte en bil i stikkontakten.

Men åbenbart var det for meget at bede om.

Så bemærkede jeg noget interessant i det underjordiske parkeringshus i min ejerlejlighedsbygning. Der var en almindelig stikkontakt lige ved siden af min parkeringsplads.

Jeg begyndte at sætte stikket i. Jeg havde ikke bedt om tilladelse, men der var ingen regel imod det, og bygningen tilbød allerede en fælles Level 2 ladestation som en facilitet. Ved at lade ved min egen plads efterlod jeg den station til de andre elbilsejere.

Og det var her, jeg gjorde en opdagelse, der ændrede min opfattelse af elektriske køretøjer.

Level 1 opladning var utroligt effektivt.

De fleste dage stod min bil parkeret i timevis. Jeg havde ikke brug for at lade hurtigt. Jeg skulle bare erstatte den elektricitet, jeg havde brugt på at køre rundt i byen. En almindelig stikkontakt kunne nemt klare det meste af min daglige kørsel. Du kan finde ud af, om det også gælder for din egen kørsel med vores EV Home Charger Calculator.

Endnu bedre var oplevelsen præcis det, jeg havde elsket ved Tesla.

Sæt i stikket. Gå væk.

Ingen app. Intet netværk. Ingen kompliceret elektronik, der forhandler med servere et sted på internettet.

Jeg begyndte at spekulere på, hvorfor ejerlejligheds- og lejlighedsbygninger brugte tusindvis af dollars på sofistikeret opladningsudstyr, når almindelige stikkontakter eller billige Level 2-stationer kunne klare det meste af arbejdet.

Elektriciteten var allerede til stede. Opladningsteknologien var allerede inde i bilen.

Det, der manglede, var en simpel måde at spore, hvem der brugte hvor meget elektricitet, og hvad de skyldte.

Selvfølgelig ville det kræve en vis tillid. Chauffører skulle tjekke ind og ud ærligt. Men i en ejerlejligheds- eller lejlighedsbygning, hvor beboerne allerede har et etableret forhold og en kontrakt med ejendommen, virkede det helt rimeligt.

Og hvis der ikke var internetforbindelse i garagen? Hvem bekymrer sig? Sæt stikket i, oplad din bil, og registrer eller juster sessionen senere.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det.

Til sidst besluttede jeg mig for at bygge softwaren selv.

Jeg kaldte det EVnSteven.

En simpel måde for folk at dele eksisterende elektrisk infrastruktur, spore opladningstid og betale deres rimelige andel uden dyrt hardware eller unødvendig kompleksitet.

Når jeg ser tilbage, finder jeg det morsomt, at hele rejsen begyndte med en lugt af benzin i Arizona-ørkenen.

Men den virkelige åbenbaring kom meget senere, i en underjordisk parkeringsgarage, da jeg opdagede, hvor meget teknologi vi faktisk ikke havde brug for.

David Williston
Grundlægger, EVnSteven.app